Musical på GG

På GG er der tradition for at eleverne hvert år selv arrangerer og opfører en musical. Opsætningen inkluderer op mod hundrede elever og strækker sig over en periode på 3-4 måneder.

I 2008 havde vi stor succes med Cafe Friheden; en historie om fest, kærlighed og forræderi i det besatte Danmark. Stykket blev skrevet til lejligheden og indeholdt blandt andet 15 fede sange for solister, kor og band.  

I 2009 kastede vi os over en større udfordring; den ultimative kultmusical: HAIR! Med mere end tyve stykker musik og adskillige danse krævede denne opsætning koordination og samarbejde i særklasse, hvilket heldigvis ikke var for meget forlangt af de engagerede elever. 2 bands, hippiekoret GG-tribe, masser af dygtige solister, dansere, skuespillere...

Foråret 2010 stod i piraternes tegn. Opsætningen af Sebastians Skatteøen blev endnu en produktion i den helt store skala med masser af stjernestunder og musikalske highlights som Blod & Guld, Ostesangen, Fuld af Nattens Stjerner og ikke mindst indledningen til hele pirateriet, den højdramatiske Sørøversang for fuldt piratkor & orkester. 

2011 var året, hvor vi for første gang spillede i den store teatersal, det tidligere Gladsaxe Teater. Midt om Natten var spækket med gode Gasolinsange og en dramatisk historie om en gruppe unges søgen efter frihed og deres kampe med politiet, politikerne, medierne, og ikke mindst med hinanden. Alle sejl blev sat, og nye standarder for scenografi, lyd & lys i vores lille skolekomedieregi så det år dagens lys. Heldigvis var der masser af support fra nye som gamle GG skolekomediefolk i kulissen. Teatersalen blev indtaget med manér!

2012: Sidste skud på stammen er en splinterny hjemmelavet westernmusical GULDFEBER, fyldt med cowboys, pistoler, sprængstof, spænding, kærlighed, klicheer, intriger og fed musik. 2 cowboybands var på skift i orkestergraven, mens saloonbandet hyggede om alle på scenen under forestillingerne og i foyerens westernsaloon i pausen og før forestillingerne. Gruppen af dansere var i år udvidet, og som noget nyt indgik der i scenografien en række flotte computeranimationer af kaktusser, vindhekse, ild, jord og heste i ridt gennem sandede ørkenlandskaber..

I GGmusical arbejder vi på tværs af klasser og årgange, og det giver gode sociale kontakter at være med. De eksklusive fester er desuden værd at lægge mærke til. 

Klik på plakaterne til højre, hvis du vil se billeder fra forestillingerne.


Mark, Frederikke, Malthe, René, Louise, Thomas, Luna, Thorbjørn, Luna & Nanna, gamle og nuværende elever & produktionsledere 

Lise-Lotte Rønne Koch, musiklærer & produktionsleder

Klik og oplev musical 2012....